I stråtækte huse boede spurvene på bjælker over ydermuren. Når de
sov, blændede vi dem med stavlygter, så var de nemme at fange.
I efterkrigstiden fra 1945 – med udbredt fattigdom, især i arbejderhjem udenfor landbruget – var der ind imellem spurve og solsorte
i dagens måltider. Da min var var mejerist, med billig adgang til Mejeriet Grøndals produkter, har jeg aldrig smagt småfugle..!
Mere her
Har du selv minder fra 40’erne og 50’erne, så vil jeg gerne bytte med din fortælling og mine bøger.
Skriv til bjarne@bekker.dk
Vælg dine bøger på www.bekkerbook.dk

Døgnbrænderen Jens Peder Jensen, der var Fyns Tidendes chefredaktør:

»Fynsk er det sprog, Vor Herre taler med sine engle på om søndagen«

Was ist das? Gennem ustyrlige årtier på Billed-Bladet arbejdede jeg sammen med Dirch Passer. Her er jeg i 1976 med på optagelser til Nord Deutsche Rundfunk.

MAN GLEMMER ALDRIG sin første kæreste – og som journalist sin første helsidesartikel. Den første fandt jeg i Faaborg og den næste i Lises nabolag, hvor Frantz Füchsel blev inspireret til sine maritime vitser i en pram på en kunstig sø i haven ved Faaborg Fjord.

»Store Emil« var min barndoms legendariske vognmand. At lave snereportage til skolebladet fra passagersædet mens Emil kørte sneploven mellem Horne Lands stendiger, blev stjernestunder i erindringens lønkammer. Men den dag, jeg var med til at levere to sække koks og cinders til Marie i Egsmarken på Horne Land, kan ikke overdrives. Emils spørgsmål går med over i evigheden:

Flirtekunstens mester! Per Hækkerup havde det store overblik, når han holdt pauser ved Rottefælden i Svendborg. Her flirter han med skuespillerne Birthe Backhausen og Lane Lind – men holder den evige cigar fast mellem tænderne – og en hånd klar til nærmeste bajer…

Siden min første artikel 1959 i skolebladet, har jeg beskrevet livets lyse og mørke sider med humor i bagagen. Når moderne damer, med strittende lillefinger, spørger i selvpromoverende velkomstpræsentation til mine foredrag, hvor jeg har fået min højere uddannelse, lyder svaret prompte:

På Horne Universitet, 42 meter over havet!

Simon Spies havde tilbragt natten på Hotel Svendborg med sine knaldperler. Da jeg havde aftaler med både bedemænd og tjenere, stod jeg klar, da Formanden steg på bussen med alle sine moderne damer med ømme rygge og rygter.
Spies skulle hjem til Villa Fjolle i Skåne, hed det i receptionen. Men planen var et finde et slot eller en herregård på Sydfyn eller Langeland, så jeg dannede bagtrop i min lille, grønne Citröen Dyane. Hver gang, bussen gjorde holdt ved en passende bolig, tog jeg plads i følget af villige villafolk. »Duer ikke! Videre«…
Fra Langeland fortsatte vi med færgen til Tårs, og stoppede ved Hotel Hvide Hus i Maribo. Her købte Simon brød ved en bager for at fodre ænderne i slotssøen.
Hver gang, jeg havde spurgt til et interview, lød svaret: »Jeg vil ikke interviewes til blade med under 100.000 i oplag!«, så på vej tilbage til hotel Hvide Hus, satte jeg alt på et brædt: »Jeg tør vædde på, at De ikke kan rafle løgn..?«.
HVOR RAFLER MAN I DENNE BY?
Og sådan gik det til, at jeg fik Formanden med på Ebsens Hotel, hvor jeg kendte raflehjørnet med hundreder af vinderskilte på væggene i et miljø, der kunne friste selv en ærkebiskop til synd og skammelig adfærd.
– Hvad skal vi rafle om? Ville Simon Spies vide, da vi var anbragt i Rafleland.
– VI RAFLER OM ET INTERVIEW!!!
Efter fire timers bægerklang slog jeg formanden i »Løgn«. – Hvad vil du så interviewe mig om?
– Det har jeg sgu glemt, lød svaret, som Simon Spies ved flere lejligheder i de kommende år på Hotel Merkur, mindede mig om med glimt i øjet..!

Fynske originaler fødes stadig. En af de bedste var Svend Møller Pedersen med sæbe-engros firmaet »Ribol« i Svendborg. Dengang i 1960’erne (under den store ølstrejke, med Bjørn Tidmand på Mallorca), lærte vi at håndtere synkebevægelsen ;-). Selv med de nye dåsebajere fra Belgien lykkedes det…